Hvad tænker du, når du hører HR? Human Resources eller Human Relations? Hvad er forskellen, og ændrer faget sig i takt med diskursen og samfundets forandring?
Man kan argumentere for, at HR både nu og fremover handler om stærke relationer – for jo bedre teamdynamik, desto stærkere bliver arbejdspladsen og virksomheden. En række af de store tendenser i samfundet hviler på de relationer, vi har med andre. Vores relationer og indbyrdes forbundethed er et vilkår; vores Human Relations.
De menneskelige relationer i arbejdslivet kan ses som et menneskeligt uformelt system, sideløbende med virksomhedens organisation som et økonomisk system. I det menneskelige uformelle sociale system kan der imidlertid eksistere sociale grupperinger og interne sociale normer for hvad der kendetegner god kollegial adfærd. Derfor afhænger de ansattes adfærd og trivsel ikke kun af de økonomiske incitamenter såsom løn, men i høj grad også af de sociale processer omkring og i arbejdsgruppen. Det er derfor vigtigt, at vi har det godt med vores kollegaer, da der ellers kan opstå mistrivsel og en tung atmosfære på arbejdspladsen, fremfor positiv stemning og god energi.
Meningsskabelse og handlerum i konflikter på arbejdspladsen kan også have stor betydning for trivsel kollegaer iblandt og for hele oplevelsen af arbejdsmiljøet. Konflikter har en negativ klang for de fleste og er af en udbredt opfattelse noget man bør undgå. Nogen ser dog anderledes på konflikter, ved at opfatte det som potentielt sunde processer, der kan afstedkomme problemløsning og dermed fungere som et værktøj til konflikthåndtering. Relationer mellem mennesker kan derfor opfattes som et centralt element i skabelsen af mening mellem medarbejdere og generelt i organisationen.
Harmoni og teamdynamik spiller derfor også en stor rolle i menneskelige relationer, og ved at kere sig om disse og gøre det til en grundpille i organisationens kultur, mindsker man fejlkommunikation og sikrer trivsel og en venskabelig indstilling i hverdagens arbejdsliv.
Ingen kan isolere sig fra omverden og tro, at de kan agere uafhængigt af, hvad der foregår omkring os. Derfor bliver vi samtidig med, at relationerne på arbejdspladsen kommer mere og mere i fokus, nødt til at forholde os til AI, der i accelerere tempo indtræder i hverdagens normalitet og dermed også i rekrutteringsfeltet. For hvordan sikre vi, at den kunstige intelligens vi skaber og anvender, bliver en positiv del af vores samfund, hvor vi mennesker imellem skaber et stærkt fundament til realisering af et godt samarbejde og stærke relationer?
I bund og grund handler og afhænger det meste rundt om os af samarbejde og relationer – og ikke kun ressourcerne, altså hvad vi kan og har adgang til, men også hvordan vi bruger de ressourcer sammen og i fællesskab.