Danmark er så småt ved at åbne op igen, efter COVID-19 pandemien meldte sin ankomst i begyndelsen af 2020. Siden da har mange danskere stiftet bekendskab med hjemmearbejde, men nu er det endelig ved at være tid til at vende tilbage til sin vante arbejdsplads, de søde kollegaer og den dejlige kantinemad  – eller er det?

Mange danskere oplevede i 2020, hvordan det var lige pludselig at skulle arbejde hjemmefra. Nu begynder mange at have muligheden for at vende tilbage til deres arbejdsplads – men har de egentlig lyst til det?

COVID-19 pandemien betød for mange, at deres arbejdsplads og kontor blev skiftet ud med spisebordet i stuen. For mange har det betydet en forandret hverdag og nye tilgange til at håndtere deres arbejdsopgaver. Mens nogle har haft positive oplevelser, med hjemmearbejde, har det for andre været en udfordring. Overordnet set har det for mange formodentligt været lidt af begge dele. En ting er dog sikkert – det, at vi har været tvunget til at arbejde hjemmefra, under COVID-19 pandemien, vil også påvirke vores tilgang til arbejde efter COVID-19 pandemien. Samtidig bliver arbejdsgivere nødt til at tage stilling til, hvordan de vælger at håndtere situationen fremover.

Hvad mener danskerne om hjemmearbejde?

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2020 17 pct., der arbejdede hjemme regelmæssigt. Det er mere end en fordobling ift. det forrige år og det højeste antal nogensinde målt.

Hvis man ser på andet kvartal af 2020, hvor nedlukningen af Danmark for alvor tog fat, så stiger den samlede andel af regelmæssige hjemmearbejdende og de, der af og til havde hjemmearbejde, til hele 40 pct. Mange har altså fået en fornemmelse af, hvordan det er, når ens hjem også bliver til ens arbejdsplads.

COVID-19 pandemien virker efterhånden til at være nået til et aftagende stadie i Danmark. Flere steder begynder den normalitet, vi førhen har været vant til, at genopstå. Det betyder også, at mange igen skal ud af døren om morgenen og bevæge sig hen til deres arbejdsplads. Men for mange har oplevelsen af hjemmearbejdet måske gjort et så stort indtryk, at det de før var vant til, kan være svært at vende tilbage til.

En undersøgelse foretaget af HK Stat viser, at mange af deres medlemmer rent faktisk har haft en positiv oplevelse med hjemmearbejde.

Undersøgelsen viser, at hele 2 ud af 3 ønsker, at de fremadrettet vil kunne arbejde mere hjemme, hvis det stod til dem selv.Respondenterne i undersøgelsen skulle også vurdere deres oplevelse med hjemmearbejde på en skala fra 1 til 10. En samlet karakter, af deres vurderinger, viste et vægtet gennemsnit på 7 – altså en overordnet positiv oplevelse med hjemmearbejde.

Det viser sig altså, at hjemmearbejde er noget, der tiltaler en stor del af befolkningen, og at muligheden for hjemmearbejde fremadrettet også er noget mange ser som ønskeligt.

Situationen fra et rekrutteringsbureaus perspektiv

Under COVID-19 pandemien har mange oplevet, hvordan det er at arbejde hjemme over en længere periode. Det har været en uvant situation for mange. Nogen har taget situationen til sig og fundet ud af, at de trives bedre med hjemmearbejde. Andre har fundet ud af, at det ikke er noget de ønsker at fortsætte med. Realiteten er dog, at mange har oplevet fordelene ved at arbejde hjemme og ligeledes ønsker, at hjemmearbejde er noget de har mulighed for fremadrettet. Det er noget vi hos Bencke & Partners også har oplevet.

Når vi rekrutterer medarbejdere til virksomheder, så vil kandidaterne, der forsøges at rekrutteres, altid komme med visse forhandlingsparametre. Det har sædvanligvis været ting som løn, personalegoder, pensionsforhold, firmabil, kantineordninger og lignende. Et af de forhandlingsparametre, som vi har set mere til efter, at COVID-19 langsomt har sluppet sit greb om arbejdsmarkedet, er muligheden for at arbejde hjemme.

COVID-19 pandemien har skabt en grundlæggende ændring i forestillingen om, at arbejde udføres på en arbejdsplads. Det vil næsten være naivt at tro, at når COVID-19 pandemien er et slut kapitel, så vil alt falde på plads, som det var førhen.

Fremadrettet vil arbejdsgivere være nødt til at være opmærksomme på deres ansattes ønsker om hjemmearbejde, og hvilke muligheder der er for at skabe en struktur, der kan imødekomme disse ønsker. Selvfølgelig er det ikke alle, der har mulighed for at gøre hjemmearbejde til en fast del af arbejdet. Dog er det sandsynligt, at de der har mulighed for at efterleve ansattes ønsker, om mere hjemmearbejde, kan øge medarbejdertilfredsheden og måske endda produktiviteten.

Fordele og ulemper ved hjemmearbejde

Vi har fundet frem til nogen af de fordele og ulemper, der er ved at arbejde hjemmefra – både fra medarbejderens og virksomhedens perspektiv.

Fordele og ulemper ved hjemmearbejde for medarbejderen

Fordele

Fleksible arbejdstider

Man bestemmer selv, hvordan man vil tilpasse sin arbejdstid, med forbehold for, at ens arbejdsopgaver bliver løst.

Ingen transport

Da arbejdet foregår hjemme, slipper man for at skulle bruge værdifuld tid og penge på transport til og fra arbejde.

Personligt arbejdsmiljø

Man har kontrol over sine omgivelser og har mulighed for at tilpasse dem, så de er optimale for en selv. Hvis man ønsker at høre musik på fuld volumen osv., er dette muligt.

Afslappet atmosfære

Da arbejdet foregår i ens eget hjem, er der ikke samme forventninger om at skulle gå i noget bestemt tøj eller bruge tid på makeup osv. Du kan med andre ord være dig selv på præcis den måde, du selv ønsker.

Mulighed for at se mere til sin familie/venner

I forbindelse med fleksible arbejdstider, og at arbejdet foregår hjemmefra, er der mulighed for, at man kan se mere til sin familie og venner. Det kan dog også gå hen at blive en distraktion i visse situationer.

Ulemper

Arbejdstid og fritid smelter sammen

Hjemmearbejde skaber en vis fleksibilitet, men samtidig kan det også gøre det svært at differentiere mellem arbejdstid og fritid. Det kan medføre en følelse af, at man er på arbejde konstant. Man kan også komme til at arbejde mere en man i virkeligheden burde. Det modsatte kan også være tilfældet, hvor manglen på rutine og struktur, kan gøre at man ikke får lavet det, man burde.

Forstyrrelser fra hjemmet

Selvom det kan være rart at have mere tid sammen med sine børn, kæledyr eller lignende, kan disse også gå hen og blive distraktioner, der kan gøre det svært at koncentrere sig om at arbejde.

Manglende social interaktion

For mange er arbejdspladsen også et sted at tale, grine og være sammen med andre. Ved hjemmearbejde kan man hurtigt blive fanget i sin egen boble og miste meget social interaktion.

Manglende motivation

Når man pludselig ikke har en fast rutine, eller i samme grad bliver påvirket af andre ifm. arbejdsopgaver, så kan det være nemt at miste motivationen og måske begynde med overspringshandlinger.

Udstyrsmæssige udfordringer

Mange arbejdspladser er indrettet således, at de er et effektiv sted at arbejde – det er ens eget hjem ikke. Det kan blive et problem, hvis man ikke har det rette udstyr. Det gælder både, når det kommer til ergonomi samt udstyr til at gennemføre arbejdsopgaver.

Ingen dynamisk sparring med kollegaer

Det vil umiddelbart blive mere vanskeligt at sparre med kollegaer – både formelt og uformelt. Især det uformelle aspekt kan være vanskeligt at gendanne ved hjemmearbejde. Det kan have negative konsekvenser for ideskabelse, fællesskabet og de sociale relationer.

Fordele og ulemper ved hjemmearbejde for virksomheden

Fordele

Tilfredse medarbejdere 

Hvis man lader medarbejdere, der ønsker at have mulighed for at arbejde hjemmefra, gøre netop dette, vil der være stor sandsynlighed for, at medarbejdertilfredsheden øges. Det kan kan føre meget positivt med sig – både for medarbejdere og virksomheder.

Øget performance

En del virksomheder har oplevet, at visse medarbejdere arbejder mere effektivt ved hjemmearbejde.

Mulighed for fleksibel tilgang til opgaver

Virksomheder får mulighed for at strukturere deres tilgang til opgaver på en mere fleksibel måde. Det kan udnyttes, at medarbejdere ikke behøver at være fysisk tilstede eller samlet for at udføre opgaver.

Mulige besparelser på faciliteter

Hvis medarbejdere arbejder fra deres hjem, og ikke nødvendigvis behøver faste kontorpladser og lignende, vil virksomheder, på sigt, kunne tilpasse sig dette og spare ressourcer på faciliteter.

Ulemper

Mindsket kontakt til medarbejdere

Det kan være vanskeligere at komme i kontakt med sine medarbejdere, hvis man ikke har mulighed for det fysisk.

Forringet socialt fællesskab og interaktion i virksomheden

Uden fysisk sammenhold kan det være svært at skabe et ordentligt fællesskab i virksomheden. Det vil føre til forringet interaktion og svække den overordnede kultur i virksomheden.

Udgifter til udstyr i ansattes hjem

Mange arbejdspladser er indrettet med udstyr og lignende, der gør det muligt at udføre arbejdsopgaver. Hvis ansatte skal arbejde hjemmefra, kræver det, at virksomhederne sørger for at stille alt dette udstyr til rådighed i de enkelte medarbejderes hjem. Det kan være ressourcekrævende.

Sværere at overse arbejdsopgaver

Hvis virksomheder vælger at lade deres medarbejdere arbejde hjemmefra skabes en vis distance fra virksomhederne og medarbejderne. Det kan gøre det mere vanskeligt at holde styr på de ansatte og deres arbejde.

Bencke & Partners er en rekrutterings- og searchvirksomhed med mere end 17 års erfaring indenfor servicering af HR-ydelser til danske og internationale virksomheder.

Vi specialiserer os i rekruttering og headhunting til områderne økonomi og salg.

Her kan du læse mere om Bencke & Partners, og hvad vi står for som virksomhed.

Hvis du ønsker flere opdateringer og information fra Bencke & Partners og rekrutteringsbranchen som helhed, kan du følge os på Facebook og/eller Linkedin.