Når vi søger nye jobmuligheder i det konkurrenceprægede jobmarked, er det essentielt at skille sig ud fra mængden. Det er instinktivt at fremhæve alle de helt fantastiske og unikke kompetencer, vi besidder, så rekruttereren lægger mærke til lige præcis os, og ikke den konkurrerende kandidat.

Når vi udarbejder vores CV’er er der derfor ofte tendens til, at CV’et overfyldes med et hav af oplysninger, der skal fremme hvorfor vi netop er den rigtige kandidat. Dette kan på negativt vis resultere i, at CV’et bliver uoverskueligt, svært læseligt og dermed går tabt i mængden, specielt ovenpå vores tilhørerne i forvejen uddybende ansøgninger. Dit CV skal nemlig konkretisere og opsummere din kunnen.

Derfor er layoutet på CV’et essentielt at have i mente, når CV’et udarbejdes. Et godt layout er afgørende for at tiltrække rekruttererens opmærksomhed, og nøglen til at du kan skille dig ud i mængden. Læs med nedenfor, hvor vi har samlet en række gode tips til dit CV-layout, der kan hjælpe dig med at stå frem blandt dine modstandere fra første øjekast.

 

6 gode tips til det opmærksomhedsskabende CV

1. Hold det overskueligt: Dit CV skal kunne skimmes på 1 minut

Husk, du har også din ansøgning! Din motiverede ansøgning er your time to shine, og din chance for at uddybe motivationen for at søge jobbet, samt fortælle mere om hvordan kompetencerne fra dit CV passer perfekt til det, rekruttereren søger. Tænk derfor på dit CV som et tillæg til de uddybende ord, du skriver i ansøgningen. Benyt bullet points og korte sætninger til at demonstrere dine kompetencer, erfaring og uddannelse, så dit erhvervsliv og din profil konkretiseres og fanger læseren på et øjeblik.

 

2. Sorter i de ting, du fremhæver på CV’et, så de er relevante for den pågældende stilling

Et godt CV skal være relevant for den specifikke stilling, du søger. At du har siddet som telefonsælger for en velgørenhedsorganisation i et par måneder er mindre relevant for din kommende arbejdsgiver, hvis du søger en stilling som Finance Manager. Identificér derfor de mest relevante hovedpunkter for den konkrete stilling, og demonstrér hvordan disse passer til kravene og forventningerne i jobopslaget.

Pro tip; Her kan du også tænke ud af boksen. Hvis et jobopslag f.eks. indikerer, at proaktivitet er en vigtig kompetence at besidde til den pågældende stilling, kan du – hvis relevant – inkludere, at du af egen interesse har taget et kursus el.lign., eksempelvis i forbindelse en specifik arbejdsopgave, du havde på et tidligere job – selv hvis den konkrete erhvervserfaring er irrelevant for det job, du søger nu. Her skal du nemlig ikke angive den irrelevante arbejdserfaring, men derimod det pågældende kursus og motivationen for deltagelse. Dette viser at du af egen vilje engagerer dig og agerer proaktivt for at udvikle dig og tilegne dig viden.

 

3. Kompetencetilpasning er vigtigt, men glem ikke kulturtilpasning

Med tiden er der opstået øget fokus på at rekruttere kandidater, der ikke alene besidder de fornødne hårde kompetencer, der sikrer topresultater, men som ydermere passer til virksomhedens kultur. Inkludér derfor en sektion, der siger noget om din personlighed og dine bløde kompetencer, og som illustrerer, at du er det perfekte match til virksomhedens miljø – og ikke blot for virksomhedens fremtidige resultater.

 

4. Strukturer dit CV, så det visuelt præsenterer CV’ets byggesten

Opdel dit CV i sektioner, der skiller byggestenene i CV’et ad. Inkludér en kort profiltekst og dine kontaktoplysninger i en sektion højt oppe i layoutet, så det står klart, hvem du er. Opdel hertil CV’et i sektioner som erhvervserfaring, uddannelse, faglige kompetencer, personlige kompetencer og sprog. På den måde fremstår dit CV overskueligt, og rekruttereren kan let navigere i din profil.

 

5. Kend din modtager

Skal CV’ets visuelle udtryk være stærkt grafisk eller standardiseret? Søger du en stilling i en branche, hvor grafisk design spiller en stor rolle i virksomhedens drift og DNA, kan det være en fordel at bruge lidt ekstra energi på at øge CV’ets grafiske udtryk. Søger du derimod en stilling i en virksomhed, hvor udtrykket udadtil er mere minimalistisk, bør CV’et dertil tilpasses. Brug derfor gerne lidt kræfter på at gå en mil i arbejdsgiverens sko. Tag et kig på virksomhedens hjemmeside eller LinkedIn-profil, og gør dig nogle overvejelser om virksomhedens brug af grafik, farver og visuelle DNA, når du udarbejder designet på dit CV.

 

6. Brug rekruttererens egne ord

Tag et ekstra kig på jobopslaget, og bliv opmærksom på hvilke ord og vendinger der benyttes til jobbeskrivelsen. Indarbejd disse nøgleord og sætninger i dit CV, især i sektioner som færdigheder, kvalifikationer og ansvar. Dette kan hjælpe med at få dit CV gennem automatiserede screeningsystemer, og dermed øge dine chancer for at blive valgt til en samtale.

 

Rigtig god fornøjelse med jobjagten!

Bencke & Partners stiller løbende op med gode tips til dig som kandidat. Følg med i vores nyhedsbreve her på hjemmesiden, og hold øje med vores LinkedIn-profil for mere inspiration til hvordan du lander drømmejobbet.

Bencke & Partners er eksperter i kvalitetssikret rekruttering og headhunting, og står altid dedikeret klar til at tilføre værdi til din virksomhed med et løfte om, at indsatsen mod erhvervelse af nye talenter kontinuerligt er agil, effektiv, og stemmer overens med din virksomheds kultur og langsigtede strategi.

Hvis du ønsker flere opdateringer og information fra Bencke & Partners og rekrutteringsbranchen som helhed, kan du følge os på LinkedIn, Facebook og/eller Instagram